Markeds- og konkurrentanalyse
Sundhed.dk ønsker, at der bliver gennemført en analyse af markedet for digitale løsninger til forebyggelse, behandling og rehabilitering (både sundhed og sygdom) med fokus på konkurrencesituationen.
I forbindelse med afgrænsningen og løsningen af opgaven skal konsulenten tage afsæt i den strategi, som sundhed.dk’s Bestyrelse tiltrådte den 16. december 2017, se link: sundhed.dk's strategi). Heri fremgår sundhed.dk’s vision:
”Sundhed.dk er det tværoffentlige opslagsværk for borgere, patienter og sundhedsfaglige, som varetager adgang til alle sundhedsrelaterede data”
Der er i strategien ligeledes formuleret følgende fire hovedinitiativer, hvilket repræsenterer den vej, som sundhed.dk skal betræde, for at realisere visionen:
• Visning af flere data på sundhed.dk
• En bedre, mere brugervenlig og målrettet portal
• Flere brugere til sundhed.dk
• Digital tryghed og troværdighed om data
Sundhed.dk opfordrer til, at konsulenten i opgaveløsningen overvejer en segmentering i forhold til de største sygdomsområder i Danmark (fx opgjort i antal borgere, omkostninger og/eller potentiale).