Præcise oplysninger om klagefrist(er) Klage skal indgives til klagenævnet inden bestemte frister, såfremt klagen vedrører et EU-udbud. Klage over ikke at være blevet prækvalificeret skal være modtaget i klagenævnet inden 30 dage fra dagen efter ordregiverens underretning om, hvem der er blevet prækvalificeret. Andre klager skal være modtaget i klagenævnet inden 6 måneder fra dagen efter offentliggørelsen af ordregiverens bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende om, at ordregiveren har indgået kontrakt, eller inden 12 måneder fra ordregiveren har underrettet tilbudsgiverne om, hvem ordregiveren vil indgå kontrakt med, hvis der er tale om en rammeaftale.
Der gælder ikke klagefrister for klager over overtrædelse af tilbudsloven.
Krav til klagen.
Et klageskrift kan bestå af et brev, som fremsendes til klagenævnet. Følgende skal fremgå af brevet:
1. Hvem der klager.
2. Hvilket udbud eller licitation klages der over. Er det et EU-udbud eller en licitation efter tilbudsloven?
3. Hvad klages der over. Klageren skal formulere påstande, som præcist beskriver de overtrædelser, som indklagede efter klagerens opfattelse har gjort sig skyldig i, og som klageren ønsker klagenævnets stillingtagen til. Af hver enkelt påstand skal fremgå:
— Den regel eller det princip, der angives at være overtrådt.
— En præcis beskrivelse af, hvordan overtrædelsen menes at være sket. Det vil ofte være nødvendigt at henvise konkret til relevante punkter i udbudsbetingelserne eller i andre bilag fx tilbuddene. Det kan være en fordel at medtage særligt vigtige citater i påstanden.
— Hver enkelt overtrædelse skal beskrives i én enkelt påstand. Påstandene må således ikke overlappe hinanden.
Hvorledes påstande formuleres, kan ses af klagenævnets kendelser i tidligere sager.
4. At ordregiveren er underrettet om klagen (se punktet underretning).
5. At klagegebyret er betalt (se punktet klagegebyr).
Sammen med klagen fremsendes relevante bilag. Det vil typisk være udbudsbekendtgørelsen (hvis der er tale om et EU-udbud), udbudsbetingelserne og ordregiverens underretning om, hvem der er blevet prækvalificeret, eller ordregiverens underretning om, hvem ordregiveren vil indgå kontrakt med.
Bilagene skal nummereres som bilag 1, 2, 3 osv.
Klagenævnet kan afvise en klage, såfremt klagen er uegnet til at danne grundlag for sagens behandling som følge af, at klagen ikke opfylder kravene ovenfor.